ABC for gymnaster og deres forældre:
Gymnastikafdelingen vil med dette skriv gerne give dig svar på nogle af de spørgsmål, der typisk melder sig om både stort og småt når en gymnastiksæson starter. De følgende afsnit er ordnet i alfabetisk rækkefølge.
Aktiviteterne:
Dækker næsten alle genrer indenfor gymnastikken - fra forældre/barn, motionsgymnastik over rytme- og springgymnastik til dans.
Bestyrelsen:
Består af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter, der bruger en stor del af deres fritid i foreningen. De vælges på det årlige medlemsmøde i marts/april og er sammensat af forældre, gymnaster og instruktører. Se den aktuelle bestyrelse her.
Bredden:
Foreningen lægger vægt på, at der skal være hold for alle, der ønsker at gå til gymnastik. Hertil kommer, at der i løbet af sæsonen kan oprettes specialhold som f.eks. motorikhold eller sommeryoga og lign.
Børnelejr og Junior Event:
Hvert år i den første eller anden weekend i november holdes der børnelejr for børn i alderen 5-9 år. Derudover er der i løbet af foråret et weekendarrangement (Juniorevent) for gymnaster fra 10 år og opefter. Her tages der typisk afsted til et springcenter eller en gymnastikefterskole o.l., hvor der laves gymnastik og spring.
Fodtøj:
Fodtøj til udendørs brug benyttes ikke i haller og gymnastiksale. Det er ikke rart at ligge og lave gulvøvelser i smeltevand og gadesnavs. Børns fødder skal kunne bevæges frit. Derfor er bare tæer fint. Store kondisko har det med at falde af, når der skal springes. Ved spring kan kondisko være uhensigtsmæssige af hensyn til instruktøren, der skal tage imod samt det slider på redskaberne.
Fællestræninger:
Afholdes med mellemrum. Instruktørerne informerer.
Medlemsmøde:
Det årlige medlemsmøde i marts/april har samme beføjelser som en generalforsamling. Vi opfordrer medlemmerne (og forældre til medlemmer under 18 år) til at komme og bakke op om foreningen.
Glemt tøj:
Samt andre effekter indleveres til/indsamles af halvagten i Jyllingehallen. Kontakt derfor halvagten på telefon 4678 8555 og tryk 2 for halvagt.
Gymnastiktøj:
Skal være praktisk. Tal med instruktøren på holdet, hvis du er i tvivl. Smykker og løst hår er ikke tilladt.
Historie:
Der har været organiseret gymnastik i Jyllinge i mange år og vi har holdt 125 års jubilæum. JGI Gymnastik er en del af JGI og de tilhørende underafdelinger.
Hjemmesiden:
www.jgi-gymnastik.dk opdateres løbende med relevante informationer og aktiviteter. Indlæg til hjemmesiden kan sendes til: webmaster@jgi-gymnastik.dk
JGI:
er en forkortelse for Jyllinge-Gundsømagle Idrætsforening. JGI er en sammenslutning af 13 afdelinger som ledes af en hovedbestyrelse bestående af en foreningsledelse på 2 personer og 13 afdelingsformænd.
JGI Gymnastik:
Er en af JGIs store afdelinger med omkring 600 medlemmer. Afdelingen er medlem af både Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Danmarks Gymnastik Forbund (GymDanmark).
Jyllingehallerne:
Er en selvejende institution, der ledes af en ulønnet bestyrelse. Den daglige drift varetages af halinspektøren samt halvagter. De kan træffes på halkontoret eller i vagtlokalet på 1. sal. Telefon 4678 8555.
Kontingentet:
Dækker medlemsskabet for den periode du har tilmeldt dig. Restanser udelukkes fra alle JGI's afdelinger.
Medlemmerne:
Kommer primært fra Jyllinge-Gundsømagleområdet og Roskilde. Udover at deltage i gymnastikken er medlemmerne meget velkomne til at være med, når der skal tages en tørn i foreningen. F.eks. ved de årlige stævner eller på vores madbod på Roskilde Festival og Jyllinge Festival.
Landsdelshold:
Som deltager på foreningens hold kan du komme med på landsdelshold. Der er hold for junior-, senior- og ”after-rep.” gymnaster. Tal med din instruktør om mulighederne og læs mere på www.dgi.dk
Opvisninger:
Det er forskelligt fra hold til hold om der deltages i opvisninger. De opvisninger, der typisk deltages i ud over egen lokalopvisning ultimo marts, er Forårsopvisningen i Roskilde og Gymnastik ved fjorden i Vigen. Opvisningshold: der skal fra gymnastens side forventes ekstra udgifter til opvisningsdragt og rekvisitter - beløb kan variere mellem ca. kr. 200-800 kroner.
Roskilde Festival:
Foreningen har siden 1993 været med på Roskilde Festival med en madbod. Frivillige over 15 år søges hvert år til denne aktivitet. Se hjemmesiden. Der skal bruges ca. 150 frivillige i boden, som får gratis adgang til festivallen ved at arbejde i løbet af ugen. Overskuddet bruges bl.a. til foreningens ungdoms- og udviklingsarbejde samt til redskaber, kurser mv.
Takt og Tone:
JGI Gymnastik er en forening, der vægter trivsel og god opførsel højt. Det forventes, at der altid udvises gensidig respekt både blandt og på tværs af gymnaster, forældre, instruktører og hjælpetrænere. Uhensigtsmæssig adfærd accepteres ikke og vil medføre sanktion mod pågældende.
Træningssteder:
Jyllingehallerne og Roskilde Springcenter (Idrættens Hus på Kildegården, Roskilde).
Udvikling:
Vi vægter højt, at alle vores instruktører er veluddannede. Gymnastikafdelingen opfordrer alle med interesse og flair til at videreuddanne sig til hjælpeinstruktør og instruktør til at kontakte instruktør eller Kursusudvalget. Læs mere her
Sæson
Annonceres primært på www.jgi-gymnastik.dk samt Facebook og Instagram. Tilmelding finder sted via hjemmesiden, hvor alle holdbeskrivelser også findes.
|